Reinhoud & Lucebert
REINHOUD
Reinhoud har brugt kobberplader og messing til sine skulpturer, og udbanket metallet som en sølvsmed skaber corpusarbejder med sølvplader. Ligeledes svejser han pladerne sammen. I Danmark har man især på østfyn og Bornholm fundet små guldplader udpresset eller udbanket, de såkaldte guldgubber med stiliserede personager i forskellige handlinger, vidunderlige relieffer som fortæller om mytiske og religiøse situationer fra fortiden. Det såkaldte skytiske guld fra euroasien med især tredimensionelle dyr, men også mennesker udbanket, er også i familie med Reinhouds arbejder. Endelig er vi her i Danmark privilegerede med at have nogle udtryksfulde udhamrede gyldne altre fra middelalderen. Reinhouds teknik er altså ikke ny og ukendt i vores kulturkreds, men en ædel gammel brugt teknik. Han er en del af CoBrA bevægelsens flora af kunstnere, men udskiller sig som billedkunstner ved sine udtryksfulde metalskulpturers bevægelser og skævheder. Min far og jeg har tidligere været sammen med den venlige og underfundige høje mand, en nær ven til Pierre Alechinsky og Christian Dotremont. Hurtigt bemærkede vi hans handicap: at han gik skævt og lidt haltende på grund af at en af hans fødder var for stor. Det skildres mere eller mindre indirekte via hans skulpturs personagers måde af fremstå eller gå på. Mange figurer træder varsomt eller beskedent, næsten undskyldende frem på scenen, som en del af vores liv. De agerer med en underfundighed og absurditet, som iblandet humor og selvironi gør oplevelsen så menneskelig, at vi inderst inde nikker genkendende til hans kunsts udtryk.
LUCEBERT
Lucebert har vi haft et fint samarbejde med både dengang han endnu levede og siden via hans familie. Jeg har haft det privilegium, at hans datter gav mig ‘frit lejde’ til at udvælge de papir arbejder, som jeg havde lyst til at udstille. Den store ære og tillid gav mig lejlighed til for nylig at foretage det udvalg som vi viser sammen med Reinhouds skulpturer. Der er flere paralleller mellem disse to CoBrA kunstnere. Ikke bare at de kendte hinanden personligt, det gjorde alle CoBrA kunstnere, men de brugte menneskefigurer som et vigtigt udgangspunkt, transformeret og udsat for de forvandlinger, som al vigtig kunst er en bestanddel af. Der kunne godt være et øje som var større end det andet, eller tre ører på et ansigt der snildt havde en næse foran og bagved munden. Den akademiske lærdom som en kunstner kunne få på akademiet, var for CoBrA kunstneren det alfabet og den talrække som hurtigst muligt skulle tilsidesættes for at skabe et nyt verdensbillede på ryggen af det via krigens rædsler sammenstyrtede billede. CoBrA gruppen var en af de mange bevægelser, som efter krigen havde behov for, ja endda følte sig forpligtet til at rejse sig op af asken med nye modeller til en ny livsorden. Fjenden kan i dag have mange nye navne og ansigter. Lucebert sætter spejle op som vore øjne ser ind i på ny.