Med overskriften KUNST = KAPITAL viser galleriet en større udstilling med værker af den verdensberømte tyske kunstner Joseph Beuys (1921-1986) - en af efterkrigstidens mest markante og indflydelsesrige avantgarde kunstner – en kunstner der blandt andet har udtrykt sig igennem happenings og performances med et skarpt fokus på den kunstneriske og politiske proces i verdenssamfundet. Udstillingens 37 værker – som alle er skabt med et mangfoldigt brug af materialer med et minimalt farvevalg tilsat tegn, stempler og figur.  Kom ind og oplev en udstilling som skaber resonante rum med historiske referencer, som giver udsyn men også lader os kigge tilbage.

 

Uddrag af Lars Morells forord til udstillingen;

”Joseph Beuys repræsenterer en særlig tysk minimalisme skabt af fattigdommen i mellemkrigstiden og gentaget efter anden verdenskrig. Det handler om at skaffe sig de kostbare fedtstoffer for at få varmen... Hvis man kunne samle en spand koks nede ved banelinjen... Hvis man kunne finde en favnfuld kartofler… Hvis man kunne bytte sig til en smule honning eller skaffe en bunke klude som skærm mod vinden... Beuys var alle tiders stilskaber, som førte nye materialer og farver ind i kunsten. Plakater trykte han med rustrød på gråt karduspapir. Skulpturer lavede han af fedtstoffer og isoleringsmateriale. Hvorfor ikke bare tegne med kridt på en tavle eller lægge tingene direkte på gulvet..?”

 

Fernisering finder sted lørdag den 6. maj kl. 15.00-17.00
– alle er velkomne.

Udstillingen kan ses til den 10. juni.